Udflugter fra Palma

-Partner Reklame-
Oplev Mallorca - Find din næste oplevelse

Denne guide er sidst opdateret d. 12. maj 2026 og indeholder de nyeste tips til udflugter fra Palma.

Hvilke udflugter fra Palma kan være oplagte at tage med bus eller tog? Her kommer nogle forslag til, hvordan du mixer din storbyferie i Palma med bjergbyer, vinland og strande. Pak rygsækken og smør lidt solcreme på næsen, det er ikke dyrt at tage af sted.

Udflugter fra Palma med offentlig transport på Mallorca

Den offentlige transport på Mallorca er et stort og veludviklet net, der består af forskellige firmaer; EMT har bybusser i Palma og omegn, TIB har busser, tog og metro der kører rundt på stort set hele Mallorca, og Ferrocarril de Sóller driver veterantoget mellem Palma og Sóller.

En kort introduktion til EMT og TIB kan være nødvendig for førstegangsrejsende, da billetter fx ikke kan benyttes på tværs af selskaberne, og billetpriserne kan variere alt efter, hvordan de købes.

Veterantoget mellem Palma og Sóller bliver beskrevet længere nede i artiklen.

-Partner Reklame-
Oplev Mallorca - Find din næste oplevelse

Udflugter fra Palma med EMT

EMTs busser kører fx fra lufthavnen og ind til Palma centrum (A1) eller til Arenal (A2). EMTs busser kører også rundt i Palmas forskellige kvarterer, fx mellem Cala Mayor eller Arenal og ind til Palmas charmerende byliv. Der kan betales med kort i bussen.

Se kort over EMTs busruter.

Udflugter fra Palma med TIB

TIB består af busser, tog og metro. Mange turister bruger TIBs busser til udflugter, når de er på Mallorca og vil ud i øens afkroge. Fra Palma afgår busser, tog og metro fra den store station – Estación Intermodal, hvor både busterminal og togperron er under gadeplan på Plaza de España. Se kort over TIBs ruter med bus, tog og metro på Mallorca.

Billetter til TIBs busser kan købes ombord med kreditkort eller kontanter – samt online via deres hjemmeside. OBS! Den dyreste betalingsmåde er med kontant ombord på busserne.

Billetter til TIBs tog og metro kan købes online eller ved billetautomater på stationerne.

TIB har inddelt Mallorca i et zonesystem, og der betales for antal spring (“hops”) imellem zonerne. Betal med kreditkort i busserne, hvor du kan bippe op til fem personer ind og ud med dit kreditkort.

Vil du vide mere om den offentlige transport på Mallorca, har vi skrevet en hel udførlig guide til denne.

På udflugt til Valldemossa - Alt om Mallorca af Rejstilmallorca.dk
På udflugt fra Palma til den smukke bjergby Valldemossa. En betagende by med meget at tilbyde kulturelt og historisk. Foto: Stuart Andrews | Dreamstime.com

Bustur fra Palma til bjergbyen Valldemossa

Lad os starte med at køre til Valldemossa, der bl.a. er kendt for sin spektakulære beliggenhed i bjergene. Fra den store busholdeplads under Plaza España afgår TIBs busser mod Valldemossa. Linje 203 kører mellem Palma og Port de Sóller, og den stopper undervejs i Valldemossa.

Tjek køreplanen for 203.

Rejsetiden mellem Palma og Valldemossa er ca. 30 min, hvis du fanger en af de gennemgående busser og ca. 40 min, hvis du havner ombord på en af de busser, der har lidt flere stop undervejs.

Hvad skal du se i Valldemossa? Ja, bjergbyen er kendt for dens autentiske gader, gode restauranter og små fine, butikker. Det er også her, at nogle Hollywoodstjerner har slået sig ned, og så har Valldemossa et stort kloster, hvor komponisten Chopin og forfatterinden George Sand i sin tid boede under deres “Vinter på Mallorca”.

Bustur fra Palma til bjergbyen Deiá

Igen skal du med samme linje 203 fra Palma for at komme til den lille, unikke Deiá. Turen tager ca. 50 minutter.

Hvad skal du se i Deiá? Deiá byder på vandreruter, en rustik lille stenbugt med restauranter ved klipperne og en bademulighed (husk badesko), og så var det i Deiá, at den verdensberømte forfatter Robert Graves boede. Vi har besøg hans hus – læs mere om Robert Graves og Deiá.

Den lille bjergby har nemlig altid været tilholdssted for de kreative sjæle, for her er du tæt på Mallorcas maleriske natur, og det er let at forstå, hvordan kunstnere har fundet inspiration og kreativitet i disse omgivelser.

På udflugt til Binissalem - Alt om Mallorca med Rejstilmallorca.dk
På udflugt fra Palma til Mallorcas helt centrale vinområde Binissalem. Foto: 107589471 | Dreamstime.com

Vintur fra Palma til Binissalem

At være på Mallorca handler også om at nyde godt af øens mad og vin. Igen skal du under gadeplan på Plaza España for at tage toget til Binissalem. Binissalem er en landsby på den lidt flade del af Mallorca, der netop er kendt for at dyrke vin.

Togturen fra Palma til Binissalem tager ca. en halv time. Alle tre tog (T1, T2 og T3) stopper i Binissalem, men der er lidt forskel på køretiden og antal stop undervejs. Tjek køreplan for togene på Mallorca. (OBS. Metroen kører ikke til Binissalem).

Som sagt er Binissalem et af Mallorcas store vinområder, og mange vinhuse tilbyder smagninger og events for deres gæster. Det er også i Binissalem-området, at det store danske vinhus BiniVista ligger.

Vi har en hel artikel om Mallorcas vin, hvor du bl.a. kan læse om øens vinhistorie og de lokale druer, og hvorfor ikke nyde et godt glas vin til nogle af Mallorcas specialiteter, Mallorcas køkken eller til en omgang tapas på Mallorca?

Veterantoget fra Palma til Sóller – Appelsinruten

Perronen til veterantoget ligger på gadeplan ved siden af Estación Intermodal på Plaza de España. Ruten bliver også kaldt Appelsinruten, fordi Sóller er kendt for at kultivere appelsiner, og toglinjen blev netop etableret for at lette transporten af citrusfrugter, så denne ikke længere skulle foregå på æselryg henover bjergene og ind til havnen i Palma, hvorfra eksporten gik videre ud i Europa.

Togturen fra Palma til Sóller tager en times tid. Du kan også købe den store returbillet, der også inkluderer billet til sporvognen mellem Sóller og Puerto de Sóller. Dermed bliver den samlede tur: Palma – Puerto de Soller – Palma.

Her kan du læse mere om Appelsinruten mellem Palma og Soller, og her kan du se afgangstider og købe biletter til veterantoget.

Når du er kommet frem, er det oplagt at nyde den lokale friskpressede juice, slentre rundt i Sóllers akitektoniske gader med en citron-is eller tage en dukkert i den hyggelige havneby Puerto de Sóller.

Læs mere om oplevelser i Sóller og oplevelser i Puerto de Sóller.

På udflugt til Es Trenc - Alt om Mallorca af Rejstilmallorca.dk
På udflugt fra Palma til den skønne naturtrand Es Trenc. Stranden omtales som Mallorcas caribiske strand, og den måske flotteste på øen. Foto: Rejs Til Mallorca.

Bustur fra Palma til naturstranden Es Trenc

En af de udflugter fra Palma, der kan stå i stor kontrast til storbylivet, er en dagsudflugt til naturstranden Es Trenc.

Es Trenc-stranden er mere end to kilometer i sin udstrækning, og her er hverken rækker af hoteller eller restauranter, for i baglandet ligger en stor naturpark. På Es Trenc triller de lave, rolige bølger hen over det turkisblå Middelhav, og det er nemt at ligge i sandet og dagdrømme om tiden før turismens indtog.

Tag fx en af TIBs morgenbusser fra stationen i Palma under Plaza de España og hold styr på, hvornår den sidste bus kører tilbage. Du kan fx tage 508 fra Palma til Sa Rápita, turen tager ca. 45 mintutter. Når du står af i Sa Rápita, træder du stort set direkte ud i sandet på stranden Arenal de Sa Rapita. Selve stranden Es Trenc ligger ca. 2 km gåtur langs vandkanten og igennem “minibyen” Ses Corvetes.

Alternativt tager du bus 501 fra Palma til Campos. I Campos skifter du til bus 517 og står af i byen Colónia de Sant Jordi. Sammenlagt giver det en køretid på ca. 1 time og ti minutter.

Bustur til strandene omkring Palma – Illetas.

Opholder du dig i Palma centrum, er det oplagt at besøge store som små strande i Palma. Tag fx en tur med EMTs bybus nummer 4, den kører både til stranden i Cala Mayor og helt ud til den lille strand i Illetas. Du kan tage bussen fra gadeplan ved Plaza de España. Alt efter trafikken tager turen 40 til 50 minutter til Illetes.

Illetas har en følelse af noget eksklusivt over sig, for her er en lille beachclub, sandet er fint og hele stranden er omgivet af klipper og pinjetræer. I samme område som Illetas finder du også to andre bademuligheder i henholdsvis Cala Comtesa og Cala Xinxel.

Andre udflugter fra Palma

Du behøver ikke at tage særligt langt, faktisk kan du få en speciel oplevelse ved at besøge kirkegården i Palma, og eller byder Mallorca jo på utallige muligheder, du kan fx tage TIBs bus til Puerto de Pollensa eller Alcudia og tilbringe en hel dag på stranden eller måske en overnatning.

Fra Palma kan du også tage TIBs bus til Andratx og besøge det danske kulturcenter CCA eller køre videre til Puerto de Andratx og spise en frokost og slentre langs havnen, der ligger som kilet ind ind mellem de stejle bjergsider.

Du kan også tage TIBs tog fra Palma til Mallorcas næststørste by Manacor og besøge tennisspilleren Rafael Nadals akademi. Det er også i Manacor-området, at du finder nogle af Mallorcas grotter, lige som der er en lang vandresti – Via Verde – til den smukke by Artá.

Hvis du er til markeder, så tag TIBs tog fra Palma til lædermarkedet i Inca om torsdagen, eller til det farverige søndagsmarked i Santa Maria del Camí på Plaza Nova. Det er også om søndagen, at du kan finde et stort loppemarked i Consell, hvor TIBs tog også gør et holdt.

Læs mere om Mallorcas markeder.


Har artiklen Udflugter fra Palma gjort dig mere nysgerrig på storbyen, så kan du her læse mere om Palma. Vi har også artikler om Palmas seværdigheder, Palmas mange teatre, Palmas alsidige museer, Palmas markeder og gratis oplevelser i Palma.

Hvis du gerne vil gå på jagt efter de gode butikker i Palma har vi skrevet en hel guide til shopping i Palma, og leder du efter glutenfrie eller veganske produkter, kan du læse mere om helsekost i Palma.


Følg os på sociale medier

Meld dig ind i den store og originale Facebook Gruppe Danskere på Mallorca og tag del i det store Mallorca fællesskab. Følg os også på Instagram.

Du kan også benytte dig af vores fantastiske Facebook gruppe Restauranter og barer på Mallorca, hvor du finder helt unikke anmeldelser.

Du er velkommen til at tage kontakt til Rejs Til Mallorca, hvis du ønsker at samarbejde om projekter på Mallorca.


Fem vigtige spørgsmål om udflugter fra Palma

Hvilke udflugter kan du tage fra Palma?
Du kan tage til bjerglandsbyer som Sóller og Valldemossa, besøge strande langs kysten eller udforske små markedsbyer inde på øen.

Hvordan kommer du nemmest rundt?
Du kan leje bil, tage tog eller bruge busnettet fra Palma. Den historiske togtur til Sóller er i sig selv en oplevelse gennem bjergene.

Hvilke udflugter er bedst for familier?
Du finder familievenlige ture til strande, naturparker og små havnebyer med korte afstande og rolige omgivelser, hvor både børn og voksne kan være med.

Kan du tage på naturoplevelser fra Palma?
Du når hurtigt ud i Serra de Tramuntana, hvor vandrestier, udsigtspunkter og bjergveje giver en helt anden side af Mallorca end bylivet i Palma.

Hvornår er det bedst at tage på udflugter?
Du får de mest behagelige oplevelser i forår og efterår, hvor temperaturerne er mildere, og øen føles grønnere og mere rolig.

Artiklen udflugter fra Palma topfoto: © Ingus Kruklitis | Dreamstime.com


Rejs Til Mallorca foreslår

REJS TIL MALLORCA er et dansk Mallorca-univers skabt af danskere med passion for øen. Vi deler guides, inspiration og praktisk viden om alt fra områder og byer på Mallorca til oplevelser, aktiv ferie, transport, markeder, mad & vin og bolig på Mallorca.

På siden finder du blandt andet guides til rejser til Mallorca, offentlig transport, troværdig biludlejning, lokale markeder, restauranter, vandring, cykling og oplevelser over hele øen. Vi arbejder løbende med temasider og artikler, som hjælper både turister, langtidsbesøgende og danskere med interesse for livet på Mallorca. Lige som vi hele tiden udgiver nyheder om Mallorca.

Vi skriver også om bolig på Mallorca, områder, hverdagsliv og mulighederne for at bo eller investere på øen. Samtidig samarbejder vi med udvalgte loyalitetspartnere, som matcher vores værdier og fokus på kvalitet, troværdighed og langsigtede relationer.

Uanset om du søger inspiration til din næste ferie, aktiv ferie på Mallorca, lokale oplevelser eller praktisk information, er målet at skabe en ærlig og folkelig dansk guide til Mallorca.

Besøg også vores Facebook Gruppe Danskere på Mallorca, som besøges af tæt ved en million mennesker hver måned.

-Partner Reklame-
Oplev Mallorca - Find din næste oplevelse
Stinus Olesen
Stinus Olesenhttps://stinusolesen.com/
Stinus Olesen - forfatter til rejseartikler om Mallorca - boligejer i Palma siden 2009. Han skriver bl.a. om Mallorcas kultur og natur, vandring på Mallorca, Palmas byliv samt Mallorcas mad og vin. Admin. i Facebookgruppen "Danskere på Mallorca", Forfatter til diverse samtidsromaner.

Partnere & Hjælp

Loyalitets Partnere på Mallorca
Transfers Palma Lufthavn
Partner Reklame
Lej en bil på Mallorca
Partner Reklame
Find din oplevelse på Mallorca

Vejret på Mallorca

Palma de Mallorca
broken clouds
33.3 ° C
34 °
31.4 °
37%
4m/s
61%
fre
33 °
lør
35 °
søn
35 °
man
33 °
tirs
32 °