Et historisk vindistrikt – intet mindre. Midt på Mallorca ligger Binissalem jord til en betydelig del af øens vinmarker og vinhuse (Bodegas). Allerede omkring 100 år før Kristi fødsel kom romerne til Mallorca, og med sig tog de vindyrkningen. På trods af Koranens påbud fortsatte vinproduktionen, mens maurerne havde magten over Mallorca fra ca. 900-1229, og historien fortæller, at ved den kristne generobring af øen i 1229 blev den catalanske konge Jaime d. 1. tilbudt vin som fredsforsoning. (Mallorcas historie).
Mere om Binissalem
Selve Binissalem er en lille autentisk landsby med de klassiske lyse sandstensfacader, og byen er, som så mange små spanske byer, bygget op omkring en kirke og et torv, hvorfra byen har udviklet sig med små snævre gader og lave byhuse. Binissalem er hyggelig, rolig og dejlig nem at komme til, da den har sin egen station på øens tognet.
Når man går rundt i byens gader, får man fornemmelsen af at være et lokalt sted, hvor børnene leger i gaderne og folk sidder i deres døråbninger og følger lidt med i, at stort og småt passerer forbi.
Selv om her nu bliver produceret betydelige mængder vin, har vindyrkningen dog også haft sin modgang. Området blev nemlig, som så mange andre vindistrikter, angrebet af vinlusens indtog i Europa i slutningen af 1800-tallet, hvorefter man begyndte at dyrke mandler i stedet. Men bl.a. pga. turisters øgede efterspørgsel på kvalitetsvin hen mod slutningen af 1900-tallet, tog vinproduktionen atter fart her.
Er du interesseret i at læse mere om Mallorcas vin eller vinsmagning på Mallorca har vi skrevet artikler herom.
Tag også et kig på vores temaside om vin og mad på Mallorca.
Hvad er med til at gøre Binissalem så speciel?
Vinproduktionen! Og her er det muligt at besøge vingårde, se vinmarkerne og selvfølgelige smage på den herlige vin, der bliver produceret her på markerne. Mange vinhuse i området tilbyder nemlig rundvisning med smagning og en tapas til.
Området har en del lokale druer fx Callet og Manto Negro og blander nogle mere kendte druetyper fx Cabernet Sauvignon og Syrah, hvilket overordnet set er med til at give vinene et strejf af noget anderledes og ukendt. Generelt bør det nævnes, at Crianza har lagret kortere tid end Reserva og Gran Reserva.
Området har også fået et nyere dansk vinhus med en ambitiøs tilgang til vinproduktion. Læs mere om den danske vingård Binivista.
Restauranter og hoteller med høj kvalitet
Byen har et par restauranter og barer. De bliver primært besøgt af de lokale mallorcinere og de vinturister, som kommer forbi her, men det er bestemt muligt at få nogle gode måltider her.
Byens hoteller kan nok tælles på en hånd, for på denne del af øen benytter gæsterne sig nemlig ofte af finca- og villaudlejning, og der er meget at vælge i mellem i det flade landskab omkring Binissalem. Denne ferieform tiltaler som regel par, familier og grupper, som ønsker at undgå lidt af den virak, der kan være på nogle af de store turiststederne. Her er man sikker på at få et landligt og roligt ophold på Mallorca.
Hvilken type turister bør bo i Binissalem?
Vinturisterne kommer til denne del af Mallorca. Nogle vælger blot udflugten hertil, men flere og flere rejsende vælger også at have feriebasen i det landlige Mallorca, i en finca eller villa, måske med egen pool, da de har fået øjnene op for den fred og ro der er midt på øen. Samtidig giver det mulighed for at ”gå amok” på et marked, køre hjem og tilberede måltider lavet på lokale råvarer, grille, hygge og nyde den lokale vin og ikke mindst udsigten til bjergene, der ikke er så langt væk.
Udflugter fra Binissalem
Palma
Da byen har sin egen togstation, er det lige til at besøge nogle af de andre byer på TIBs tognet. Turen ind til Palma er oplagt, og med toget kan man nemt køre frem og tilbage flere gange i løbet af sit ophold i området. Fanger man et af de gennemgående tog, varer turen ca. 20 minutter, og så er man fri for at tænke på parkering inde i Palma, og er fri til at drive omkring i byen. Det sidste tog fra Palma afgår omkring 22-tiden. Læs mere om den offentlige transport på Mallorca.
Cykling
Har man en cykel til rådighed giver området gode udfordringer, fx en rundtur over Alaró, Orient, Bunyola og forbi Santa Maria del Carmi. Ellers ligger det meste af Tramuntana bjergene også indenfor rækkevidde, og generelt er biltrafikken vant til cykelturisme på øen, og man føler sig sikker på selv smalle landeveje, så længe man selv kører forsvarligt.
Castell d’Alaró
Castell d’Alaró tilbyder fantastik view ud over landskabet. Vandreturen derop er moderat krævende, men stierne er nemme at følge, og det sidste stykke på stentrapperne virker sikker, og er god træning for ben og lunger. Man kan vandre hele vejen fra Orient, eller snyde lidt og køre op til parkeringspladsen ved restauranten Es Verger og vandre herfra.
Castell d’Alaró er en gammel borg og del af et forsvarssystem fra det gamle Mallorca, der er en overnatningsmulighed på et simpelt Refugium/herberg på stedet. På toppen er også en lille cafe og kloster. Læs mere om Castell d’Alaró.
Loppemarked i Consell
Byen Consell har loppemarked hver søndag mellem 8:00 til 14:00 og kombineres fint med markedet i Santa Maria. Man kan tage toget til Consell – Alaró, ja det stopper midt imellem to byer. En lille spadseretur igennem den hyggelige landsby Consell, og det meget lokale loppemarked ligger lidt uden for byen på Carrer Antonio Barceló García de Paredes, der er god skiltning, når man er på Carrer de Palma.
Historien om loppemarkedet forlyder, at det hele startede i 1994 med en enkelt udenlandsk fyr, som satte en bod op og 4 år efter var der 300 boder. Markedet ligger lidt sjovt i en form for ældre industrikvarter. Her sælges brugte ting og sager, fx antikviteter, plakater, møbler, kunsthåndværk, lædervarer, tøj, malerier, postkort, keramik og lamper.
Læs mere om det finurlige loppemarked i Consell.
Marked i Santa Maria del Carmi
Det ugentlige store udendørsmarked i Santa Maria del Carmi bliver afholdt hver søndag fra 08:00 – 14:00 på byens Placa Nova. Markedet er et stort tilløbsstykke for alle i området – mallorcinere som turister. Her sælger boderne på torvet frisk frugt, grønt og andre lokale varer såsom brød, honning, oliven, ost og pølser, ligesom der er kunsthåndværk, gaveartikler og lidt tøj.
Fashion Outlet Mallorca – Festival Park
Ved stationen Es Caülls et par stop med toget mod Palma ligger dette outletcenter. Det er et stort udendørs center med fx tøj, sko og køkkenartikler. Desuden har centret biograf og mange spisesteder. De kendte brands som fx Nike, Camper, Vans, Carhartt og Hugo Boss ligger her og tit kan man finde sidste års model til en god pris.
Læs mere om Mallorca Fashion Outlet under vores store tema om shopping i Palma.
FAKTA OM BINISSALEM
Hvilken type by
Binissalem er en lille landsby med et større vindistrikt omkring sig. Byen ligger stort set midt på Mallorcas flade plateau. Det er en autentisk og hyggelig by, der bevidner om den velstand, vinproduktionen har tilført. Når man slentrer rundt i byens gader med de lave byhuse, støder man på adskillige flotte palæ-bygninger. Byen emmer af ro og af at være lidt isoleret fra de mere besøgte byer og områder på Mallorca.
Afstande
Palma ca. 25 km. Palma lufthavn ca. 30 km. Alcúdia ca. 32 km. Puerto Pollensa ca 38 km. Andratx ca. 52 km. Sóller 35 km. Deiá 42 km.
Transport
TIBs tog kører på denne strækning og stopper i Binissalem. Toget kører mellem Palma – Inca – Manacor – Sa Pobla. Ellers foregår meget herude på landet i lejede biler.
Læs mere om Offentlig transport på Mallorca
Indbyggere
8.750
Byliv
Binissalem er en meget stille og lokal by med få hoteller og et fint udvalg af spisesteder. Byens omdrejningspunkt er produktion af vin. Både vinturister og lokale mallorcinere kommer til dette område for at besøge de forskellige vinhuse, deres marker og kaste sig ud i vinsmagninger.
Vejr
Binissalem har middelhavsklima med varme somre og korte milde vintre. Ekstrem varme om sommeren er vinavlernes største problem, om end højden er med til at holde temperaturen nede i løbet af natten. Der kan være risiko for hård vind, frost og hagl. Nedbøren falder hovedsageligt om efteråret.
![]()
SKADESTUE-LÆGEHUS
POLITI – GUARDIA CIVIL
APOTEKER
Alle rute links åbner i Google Maps, så du nemt kan bede din mobil om rutevejledning. For at ringe til telefonnumre, kan du blot trykke på dem.
Interessante steder og oplevelser i Binissalem
Vinhusene i Binissalem, Santa Maria, Consell og Alaró Der er et relativt stort antal vinhuse i Binissalem. Fx José L. Ferrer (Vinos Ferrer), Vins Nadal, Can Novell Oliver og Tinna Negra. Lidt uden for Binissalem placeret i Santa Maria finder vi fx følgende huse Maciá Batle og Petit Celler. I Alaró ligger fx Bodega Oloron og Castell Miquel. I Consell ligger fx. Bodegas Ribas.
Det er en god idé at tjekke deres hjemmesider eller Facebook ud for åbningstider, priser og evt. bestilling af smagninger. Nogle vinhuse tilbyder en pakkeløsning med vin og tapas, andre har bare lidt brød til vinen.
Det bør nævnes, at ovenstående blot er et udpluk af de vinhuse, der ligger i området, og det et svært at fremhæve et hus frem for et andet, for hvordan skal en god vin være? Er man til de unge frugtrige vine, fadlagrede, enkelt druevine, drueblend, kendte druer eller elsker man at kaste sig ud i noget nyt?
Det herlige ved vinområdet omkring Binissalem er, at produktionen som regel er af høj kvalitet, ligesom vingårdene er imødekommende og vant til turister, hvorfor det kun kan blive en mindeværdig vintur. Nogle af de lokale druer til rødvin er Callet og Manto Negro, og til hvide Moll, der også går under navne som Premsal eller Prensal Blanc.
Læs mere om Mallorcas vin
Vinfestival i Binissalem
Hvert år afholdes vinfestival i Binissalem, og det er noget af et tilløbsstykke for både turister og mallorcinere. Her er både smagninger, konkurrencer, druetramperi og druekastning. Husk at tage lidt gammelt tøj på, da man kan risikere at komme hjem med druemos på sig. Festivalen bliver som regel afholdt i slutningen af september og hedder Festa des Vermar eller bare Sa Vermada.
Byens kirke Santa Maria de Robines Kirken er et smukt eksempel på barokstil både i udsmykning og arkitektur. Den dateres tilbage til det 13. århundrede om end den har været igennem diverse tilbygninger, ligesom den har også oprindeligt haft en anden beliggenhed i byen. Når man træder ind i kirken, vil man straks erfare, hvordan lyset har spillet en central rolle i designet, fx den imponerende kuppel og rosetvinduet. Hele interiøret emmer af overskud og bevidner om den velstand, byen har haft igennem tiden som følge af deres vinproduktion.
Casa Museu Llorenc Villalonga I dette hus beliggende på Carrer de Bonaire 25 i Binissalem, boede den catalanske forfatter Llorenç Villalonga Pons. Bygningen, der er en typisk herregård, er nænsomt restaureret, og den rummer mange artefakter fra forfatterens liv, herunder hans dagbog fra den spanske borgerkrig. Af og til bliver der afholdt sommerkoncerter i haven.
Af Stinus Olesen – god fornøjelse med Binissalem.
Spørgsmål og svar om Binissalem på Mallorca
Hvad er Binissalem kendt for?
Binissalem er kendt som Mallorcas vincentrum med lange traditioner for vinproduktion og en stærk lokal identitet.
Hvor ligger Binissalem?
Binissalem ligger centralt på Mallorca, omgivet af vinmarker og med nem adgang til både Palma og bjergområderne.
Er Binissalem et godt sted at besøge?
Ja, Binissalem er ideelt for dig, der søger ro, autentisk landsbyliv og en oplevelse af det mere lokale og traditionelle Mallorca.
Hvad kan man opleve i Binissalem?
Du kan besøge lokale vingårde, gå gennem historiske gader og opleve vinmarker, der præger hele landskabet omkring byen.
Hvornår er det bedst at besøge Binissalem?
Efterår er særligt interessant under høstsæsonen, mens forår og sommer byder på grønne vinmarker og et roligt landsbyliv.
Rejs Til Mallorca foreslår
REJS TIL MALLORCA er et dansk Mallorca-univers skabt af danskere med passion for øen. Vi deler guides, inspiration og praktisk viden om alt fra områder og byer på Mallorca til oplevelser, aktiv ferie, transport, markeder, mad & vin og bolig på Mallorca.
På siden finder du blandt andet guides til rejser til Mallorca, offentlig transport, troværdig biludlejning, lokale markeder, restauranter, vandring, cykling og oplevelser over hele øen. Vi arbejder løbende med temasider og artikler, som hjælper både turister, langtidsbesøgende og danskere med interesse for livet på Mallorca. Lige som vi hele tiden udgiver nyheder om Mallorca.
Vi skriver også om bolig på Mallorca, områder, hverdagsliv og mulighederne for at bo eller investere på øen. Samtidig samarbejder vi med udvalgte loyalitetspartnere, som matcher vores værdier og fokus på kvalitet, troværdighed og langsigtede relationer.
Uanset om du søger inspiration til din næste ferie, aktiv ferie på Mallorca, lokale oplevelser eller praktisk information, er målet at skabe en ærlig og folkelig dansk guide til Mallorca.
Besøg også vores Facebook Gruppe Danskere på Mallorca, som besøges af tæt ved en million mennesker hver måned.




