På Mallorcas nordvest kyst ligger havnebyen Port de Sóller smukt omgivet af grønne bjerge med spektakulære udkigsposter til Middelhavet. Havnebyen har også badestrand, restauranter og et hyggeligt maritimt liv. Her gælder det om at nyde områdets friskpressede juice, slentre langs promenaden under palmerne eller spise en frokost med udsigt til bugten. Men Port de Sóller er mere end bare en afslappet badeby, for bjergenes vandrestier snor sig tæt forbi, og her vandrer alle.
Port de Sóller
Mere om Port de Sóller
Havnebyen Port de Sóller har et fint udbud af barer, spisesteder og butikker. Her er højt til himlen og langt til horisonten, og dermed er den perfekte scene sat, uanset om man er til at vandre, cykle eller bade. Vil man lidt ind i landet, er havnebyen forbundet til Sóller via den gamle sporvognsbane fra 1913, og storbyen Palma er kun 45 minutter væk via TIBs busforbindelse. Fra Port de Sóller kan man også udforske de andre kendte bjergbyer så som den skønne Deiá, Valldemossa eller Fornalutx.
Hvad er med til at gøre Port de Sóller så speciel?
Livets gang i den bueformede bugt har en afslappet stemning over sig. Havnepromenaden er med sine butikker, restauranter, palmer og maritime liv hyggelig at slentre hen ad både dag og aften, og badestrandene i bugten er lette at finde, og de er herlige at bruge. Den ene hedder Platja den Replic den anden Soller Playa. Mange opfatter dem som sammenhængende, da man nemt går fra det ene område til det andet.
Måske er det blandingen af hav og bjerge, der får roen til at sænke sig i sjælen. Måske er det havnebyens lidt afsides beliggenhed på palmeøen, der skaber idyllen. For før tunellen blev etableret i slutningen af 1990’erne, var området svært tilgængeligt, hvilket nok også har medført, at masseturismens indtog i 60’erne og 70’erne er gået lidt forbi dette område, og ét er sikkert: Port de Sóller er et af de steder på Mallorca, som både danske og spanske turister og ja også de lokale mallorcinerne vender tilbage til igen og igen.
Restauranter og hoteller med høj kvalitet
Rundt langs hele havnefronten ligger restauranterne som perler på en snor. Her er fisk og middelhavskøkken, men du kan også bestille en pizza, cocktails eller selvfølgelig friskpresset juice fra de lokale appelsiner, der stadig betyder så meget for området. Port de Sóller har et par større hoteller, men byder ellers primært på mindre indlogeringsmuligheder. Flere med 4 stjerner og mange af dem placeret på havnefronten.
Hvilken type turister bør bo i Port de Sóller?
Rejsende der holder af kombinationen mellem vandre-, bade og livsnyderferie. Her er autentisk mallorcinsk natur, og selv om det er populært at vandre i disse egne, så er der rigtig god plads på stierne og på tørstensruten, GR 221.
Mange slår sig i Port de Sóller for at vandre i de omkringliggende bjerge og stier. Er du interesseret i vandring på Mallorca, bør du læse mere herom i vores artikelserie vandring på Mallorca.
Udflugter fra Port de Sóller
Første udflugt må selvfølgelig gå til Sóller, og turen tilbagelægges nemt i den gamle sporvogne, der er ca. 4 km imellem de to byer. I Sóller er modernismo arkitektur, hyggelige bygader, marked og selvfølgelig appelsinplantager.
De omkringliggende bjergbyer er også oplagte at besøge. Udflugten kan enten gøres til fods, på cykel, i bil eller med bus. Selv om vi er midt i Tramuntana-bjergene, så er de små bjergbyer forbundet med offentligt transport. Tag fx forbi Valldemossa, Deiá eller Fornalutx.
Mange tager også lige en dag eller to ind til Palma, enten med TIBs busser eller i lejet bil. Turen med bus tager ca. 45 min.
De fleste turister kommer til denne del af Mallorca for at vandre på Ruta de Pedra en Sec – tørstensruten. Hele tørstenruten, der omtrent følger den gamle pilgrimsrute, er ca. 140 km og strækker sig fra Andratx til Pollenca, og ruten slår da også et smut forbi disse kanter. Hvis man ikke er grebet af at vandre, så bliver man det nemt her, for alle gør det, og det er forståeligt med den storslåede natur. Specielt er det at vandre på Mallorcas bjergrygge med Middelhavet på den ene side og lidt får på den anden side, og tænke på, at disse stier har folket anvendt i hundredvis af år.
Læs mere om udflugter på Mallorca
Fakta om Port de Sóller
Hvilken type by
Port de Sóller er en havneby med fine bade og vandremuligheder. Byen ligger i en lille bugt i det nordvestlige del af Mallorca i mellem Tramuntana-bjergene.
Afstande
Palma lufthavn 35 km. Palma 28 km. Alcúdia 70 km. Valldemossa 25 km. Deiá 14 km. Andratx 62 km.
Transport
TIBs busser kører her, men meget foregår også til fods eller på cykel. Sporvogn til Sóller og ellers i lejede biler.
Se Offentlig transport Mallorca
Indbyggere
Ca. 3.000
Byliv
Port de Sóller byder på gode spisesteder langs bugten, og butikker nok til at proviantere sig og shoppe lidt. Her er alt i gåafstand og atmosfæren i byen er charmerende og afslappet.
Vejr
Port de Sóller har Middelhavsklima med tørre og varme somre og milde vintre. De større mængder nedbør og kraftigere vind rammer mest egnen sidst på efteråret og i løbet af vinteren.
Læs mere om Vejret på Mallorca.
SKADESTUE-LÆGEHUS Tel: +34 971 630 477
POLITI – GUARDIA CIVIL Tel: +34 971 630 203
APOTEKER
Alle rute links åbner i Google Maps, så du nemt kan bede din mobil om rutevejledning. For at ringe til telefonnumre, kan du blot trykke på dem.
Interessante steder og oplevelser i Port de Sóller
Historiske vandrestier
GR 221 tørstensruten, der er en 140 km lang vandrerute, slår et smut forbi disse egne. Det er muligt at prøve kræfter med forskellige strækninger og sværhedsgrader. Ruten følger omtrent den gamle pilgrimsrute fra Andratx til Pollenca.
Udkigsposter
Port de Sóller har flere fantastiske udkigsposter også kaldet “Mirador” eller “Punta de Vista”. Gå fx til Plaza de Santa Catarina, hvor klipperne går lodrette ned i Middehavet. Her kan man virkelig få skudt nogle unikke foto. På den anden side af bugten ligger Mirador des far. Lidt længere væk ligger Torre Picada, der var et forsvars- og vagttårn, der blev opført efter et piratangreb området var ude for i 1561. Det er nu privatejet.
Museum
En rigtig havneby skal have sit eget marinemuseum, og Port de Sóller er ingen undtagelse. Her har man haft en stærk tilknytning til havet grundet byens lidt afsides beliggenhed bag de høje bjerge, og fx har meget af den lokale transport før i tiden gået ad søvejen. Museet er opført i det gamle kapel Santa Catarina d’ Alexandria, der oprindeligt er fra 1280, men har gennemgået adskillige renoveringer igennem tiden.
Kirke
Sant Ramon kirken er en nyere kirke, der blev opført 1938-1943, og klokketårnet blev opført i 1964. Klokken i tårnet vejret 563 kg og støbningen er lavet af bronze-skrot fra den spanske flåde.
Læs mere om udflugter på Mallorca
Af Stinus Olesen – god fornøjelse med Port de Sóller.