Søger du inspiration til vinsmagning på Mallorca? Vi sætter fokus på nogle af de vinhuse, der åbner dørene for vinfolket og tilbyder vinsmagning på Mallorca.
Vin på Mallorca
I disse år er Mallorcas vin i en rivende udvikling, og øen præsenterer hele tiden nye og bedre kvalitetsvine, og ligesom flere af Middelhavsøerne er rygraden i Mallorcas vin også brugen af lokale druesorter.
Her er de blå druer fx Manto Negre, Callet og Fogoneu, der enten står alene eller blandes med mere kendte druetyper så som Syrah, Merlot, Carbernet Sauvignon eller Tempranillo.
Til produktion af hvidvin er det gerne den lokale, grønne drue Moll, der også går under navne som Premsal eller Prensal Blanc, men du kan også støde på kendte druer såsom Chardonnay eller Sauvignon Blanc.
Det bør fremhæves, at når det drejer sig om Mallorcas vin, er der noget i stort set alle prisklasser, så ingen behøver at ringe til banken først. Derimod er det en god idé at kontakte det givne vinhus for bookning af din næste vinsmagning på Mallorca. Links til de forskellige vinhuse står nedenfor i teksten.
Hvorfor er vinen på Mallorca noget særligt?
Både folk i og udenfor vinbranchen er efterhånden klar over, at Mallorcas vin har noget særegent at byde på. Den romantiske forklaring kan være, at Mallorca kan få folk til at åbne deres sanser, og pludselig dufter og smager en vin mere intens. Den fornuftige forklaring ligger nok mere i summen af det hele; Mallorcas klima, øens terroir, de lokale druer, den store know how og ikke mindst de enorme investeringer i vinproduktion på øen. Alt i alt er disse faktorer med til at skabe solide karaktervine.
Vinsmagning på Mallorca – Santa Maria del Camí
Mange kender måske byens søndagsmarked, men Santa Maria del Camí er også lig med vin, og et besøg hos Maciá Batle kan inkludere rundvisning på bodegaen, introduktion til deres vinproduktion samt smagning af 5 vine. Maciá Batle er et ældre vinhus fra 1856, og det har vundet over 300 nationale og internationale vinpriser. Skal du kun købe en vin med hjem – gå da efter deres 1856, der med noter af modne frugter, nelliker, peber og vanilje er en spændende vin at stikke næsen ned i. Besøg Maciá Batle
Bodegas Angel har et bredt udvalg af vine, og produktionen er steget år for år og ligger nu på 200.000 flasker om året. Prøv fx deres Manto Negro 500 hvor du bliver mødt af en duft af mentol, rosmarin og chokolade, mens munden bliver fyldt med mørke frugter og ristede noter fra fadet. Besøg Bodegas Angel
Bodegaen Jaume de Puntiros vinsmagning finder sted i centrum af byen på markedspladsen Placa Nova. Vinhuset dyrker en del lokale druer og tager gerne imod besøgende, og hvorfor ikke gå efter deres topvin JP, der byder på lakrids, kanel og røg? Besøg Jaume de Puntiro
Vinsmagning på Mallorca – Binissalem
I Binissalem, som nok er hjertet i Mallorcas vinproduktion, finder vi en gammel traver fra 1931 nemlig bodegaen José Ferrer. Her produceres solide vine alle har råd til. Prøv fx deres Crianza, der byder på ribs, brombær, kaffe, ristet træ og et strejf af lakrids. Besøg José Ferrer
Tianna Negre er et nyere vinhus. De ønsker at skabe specielle vine, der gengiver essensen af Mallorca, og samtidig vil de vise en fornyet vision for fremtiden, mens de kombinerer arkitektur, natur og kvalitet. Vinene afspejler den karakteristiske styrke af de lokale druer med en moderne tilgang til produktionen. Prøv fx Ses Nines Negre, der er fuld af røde frugter og krydderier, og bl.a. komponeret af de lokale blå druer Manto Negro og Callet. Besøg Tianna Negre
Lidt uden for Binissalem i den lille, bitte landsby Biniagual finder du det spændende vinhus Finca Biniagual. Foruden at præsentere nogle ret lækre vine, dyrker de også oliven, mandler, citrusfrugter, figner og granatæbler. Ydermere har de en større fåreflok. Men tilbage til vinen, prøv fx deres to røde Verán eller Gran Verán. Begge er indbydende vine, hvor du vil blive mødt af fad, vanilje og blomme. Besøg Finca Biniagual
Vinsmagning på Mallorca – Consell
Bodegas Ribas ligger i landsbyen Consell ikke langt fra Binissalem. Vinhuset kan dateres tilbage til 1711, og nu er det den 13. generation, der står for produktion af vine i absolut topklasse. Har du lyst til forkælelse, er deres Ribas de Cabrera en herlig flaske. Vinen produceres kun i de år, hvor høsten vurderes særlig god, og druerne håndplukkes fra mere end 70 år gamle vinstokke. Ribas de Cabrera emmer af røde frugter, balsamico, kakao og lidt brændt fad. Besøg Bodegas Ribas
Vinsmagning på Mallorca – Manacor
Lidt udenfor Mallorcas næststørste by Manacor ligger vinhuset Pere Seda. Her bydes på en 90 minutters rundvisning og vinsmagning. Prøv fx deres Reserva eller Mossèn Alcover Negre. Begge er krydrede vine med en forførende duft af vanilje og indeholdende den lokale drue Callet. Besøg Pere Seda
Vinsmagning på Mallorca – Inca
I Inca ligger vinhuset Son Bordils. Prøv fx deres Bisbals, der er fremstillet af Merlot, Syrah og Callet, og fremstår med smagsnoter af hindbærsyltetøj, balsamico og fennikel. Vinen er frisk og har en god, afbalanceret syre. Besøg Son Bordils
Ikke langt fra Inca finder du bodegaen Son Prim. Prøv fx deres hvide Maria Jose Chardonnay, der er et herligt glas med noter af pærer og fersken. Ligeledes kan du finde noget nøddeagtigt og det klassiske smør. Besøg Son Prim
Vinsmagning på Mallorca – Banyalbufar
På Banyalbufars indhuggede terrasseskråninger og lige ud til Middelhavet finder vi Bodega Ca’n Pico. Vinhuset har måske den smukkeste beliggenhed på øen. Ca’n Pico gør sig i Malvasia druen, der en af de ældste druesorter og er blevet dyrket på stort set alle af Middelhavsøerne siden oldtiden. Tør Malvasia passer godt til fisk, hvidt kød eller som en god aperitif. Denne drue er høj i sukker og bliver også kaldt den generøse drue “La Generosa”, fordi dens sukker tillader et højere niveau af alkohol end de fleste hvide. Besøg Ca’n Pico
I samme område finder du det lille vinhus Son Vives fra 1986. Son Vives har ligeledes kastet sig ud i Malvasia druen. Besøg Son Vives
I Tramuntanabjergene lidt uden for Esporles finder du bodegaen Son Vich. Prøv fx deres Supernins på den lokale druesort Manto Negro. Rødvinen præsenterer sig som en eksplosion i næsen af frugter, tobak og vanilje, og vinen er nærmest som fløjl i munden. Besøg Son Vich
Dette er blot et lille udpluk af de vinhuse på Mallorca, der tilbyder smagning for vinfolket. Du kan også prøve at kontakte:
Bodega Castell Miquel i Alaró, Es Verger i Esporles, Vins Toni Gelabert i Manacor eller Vins Ca’n Novell i Binissalem.
Læs også om det danske vinprojekt på Mallorca – BiniVista. Du kan også gå på jagt efter de populære Mallorcavine fra 4 kilo eller Anima Negra, der, ligesom flere af de ovenstående vine, er at finde hos flere danske vinforhandlere.
Topbillede til artiklen Vinsmagning på Mallorca: rejstilmallorca.dk
Rejs Til Mallorca foreslår
Husk at du bør følge Rejs Til Mallorca, hvis du vil lære mere om denne skønne ø, og få det bedste ud af din næste ferie til Mallorca. Vi hjælper dig med viden om Mallorca og rejser til Mallorca, offentlig transport, Biludlejning med rabat, lufthavnstransfer, hoteller, strande på Mallorca, byer, Mallorcas kultur, interessante udflugter, Mallorcas byliv og alt andet du skal vide om Mallorca.
Vi beskriver også Mallorcas største feriemål som f.eks. PALMA, SÓLLER og ALCÚDIA.
Vi kan også hjælpe dig med en billigere ferie, da vi formidler “dansker rabatter” på Mallorca, – det er et tilbud til dig med fordele til hoteller, billeje, transfer, underholdning og meget mere. Nogle af disse tilbud er f.eks. at få rabat på biludlejning på Mallorca eller fordele og rabatter på Mallorca hoteller.
Læs mere om Rejs Til Mallorca her.
Er du interesseret i at leje en feriebolig, så laver vi også aftaler med udlejere, du kan læse mere om Feriebolig på Mallorca her.
Følg os på sociale medier
Meld dig ind i den store og originale Facebook Gruppe Danskere på Mallorca og tag del i det store Mallorca fællesskab.
Følg os også på Instagram.
Du kan også benytte dig af vores Facebook gruppe Restauranter og barer på Mallorca, hvor du finder helt unikke anmeldelser.
Du er velkommen til at tage kontakt til Rejs Til Mallorca, hvis du ønsker at samarbejde om projekter på Mallorca.