Casal Balaguer i Palma er et spændende stop i Palmas gamle bydel. Palæet har gratis entre, og udstillingen af arkitektur, møbler og kunstgenstande bliver også kaldt Can Balaguer eller La Casa Possible.
Centralt placeret i Palma finder du en af de smukkeste og bedst bevarede gårdhaver, der er åben for offentligheden, og ydermere har palæet bevaret de originale møbler.
Hvert trin du betræder i Casal Balaguer i Palma er en fryd for sanserne, og for en stund kan du gå og betragte fortiden. Kom med og besøg Casal Balaguer i Palma.
Casal Balaguer i Palma placering og åbningstider
Bag træporten i Calle de la Unió kan du gå direkte ind i gårdhaven og falde i svime over søjlerne og træde op ad trapperne til dette gamle palæ i Palma.
Åbningstiderne i Casal Balaguer i Palma:
Tirsdag til fredag fra 10 til 14, samt lørdag, søndag og helligdage fra 10.30 til 13.30.
Den korte historie om Casal Balaguer i Palma
Det gamle barokpalæ fik sin nuværende form i det 18. århundrede af familien Gual Sanglada. I det 20. århundrede var ejeren Josep Balaguer i Vallès, hvorfra palæet har taget sit navn.
Josep Balaguer (født i Inca 1869 – død i Palma 1951) var en musiker, forretningsmand, kunstsamler og ”ambassadør” for kunsten. Balaguer spillede en central rolle i at fremme Palmas kulturelle aktiviteter i første halvdel af det 20. århundrede. Hans samling af kunstgenstande, møbler og ejendele bevidner om en stor entusiasme for datidens kunst.
Ved Balaguers død blev ejendommen samt hans ejendele overdraget til Palmas byråd. Bygningen var herefter forsømt, indtil en gennemgribende renovering blev påbegyndt i 2009, hvorved det emblematiske palæ kunne blive ført tilbage til tidligere tiders storhed og pompøsitet.
Hvad er formålet med Casal Balaguer i Palma?
Overordnet set bør det nævnes, at Casal Balaguer er som et kulturcenter for byens borgere og besøgende, da palæet er som et skoleeksempel, når det handler om at formidle udviklingen af Palmas palæer.
Inden vi tager et kig på nogle af palæets forskellige rum, bør det nævnes, at foruden Josep Balaguers kunst og ejendele, rummer palæet også genstande fra andre kommunale samlinger samt udlån fra private samlinger og andre mallorcinske institutioner.
Hvad kan du opleve i Casal Balaguer i Palma?
Entréen (velkomstrummet) er overvældende og ikke bare grundet malerierne og møblerne, men også grundet den svimlende loftshøjde, hvor træbjælkerne er et studie værd. Du ønsker efterfølgende at vende tilbage til entreen og bo i dette rum, der også har fungeret som spisested.
Musikrummet kan ved første øjekast minde om et kirkeligt eller nærmest religiøst rum, måske grundet det iøjnefaldende pibeorgel og placeringen af stolene. Bliver du lidt i rummet, kan du måske genkalde dig alle de koncerter, som det finere borgerskab har overværet lige her.
Alkovens mørkerøde vægge samt de tunge stoffer, der hænger omkring træsengen, skaber en form for drømmens hule.
Pejsestuen er det mest moderne rum i palæet, og den er domineret af de nye tiders ”komfortkoncept”, der indebærer lavere loft og mere komfortable møbler.
Luis XV-rummets nuværende udsmykning er Josep Balaguers værk. Møblerne og stofferne er en nyfortolkning af Louis XV-stilen fra den sidste tredjedel af det 19. århundrede. Alle falder i svime over guldspejlet og lysekronen.
Der er flere rum i Casal Balaguer i Palma, du kan gå opdagelse i. Fx er gangarealet langt, betagende og med flere udstillede kunstgenstande.
Når du har gået runden i palæet, er du blevet beriget med fortidens pragt og storhed, og det kan føles helt surrealistisk atter at gå ud på handelsgaden og møde tøjbutikker, cafeer og de offentlige bybusser.
Flere kunst- og kulturoplevelser i Palma
Palma huser både de klassiske seværdigheder så som katedralen, børsen La Lonja og byens museer, og skal opholdet i Palma gøres lidt billigere kan du gå på opdagelse i alle de gratis oplevelser Palma byder på.
Du kan også besøge Palmas strande, Palmas markeder eller byens mange parker. Palma er byen, der bliver ved med at give dig store oplevelse.
Topbillede til artiklen Casal Balaguer i Palma: © Nemesio Jimenez Jimenez Dreamstime.com