Denne guide til Palmas museer er sidst opdateret d. 17. maj 2026.
Hvorfor ikke besøge nogle af Palmas museer? Storbyen midt i Middelhavet har så meget kultur at byde på. Nogle museer fortæller Balearernes historie, andre rummer moderne kunst, og helt andre museer er i konstant bevægelse og fremadskuende.
Når du bare slentrer rundt i Palmas gader, vil du helt sikkert støde i ind Palmas museer, og selv om du ikke er museumstypen, så tag et kig ind, måske er der en patio, en kunstshop eller en café, og et af Palmas museer er helt gratis. Skal vi?
Es Baluard – Palmas museer er moderne
Opført i 2004 er Es Baluard et moderne museum med et råt betonlook midt imellem sandstensfacaderne. Det ligger smukt integreret på den gamle bymur, lige imellem Santa Catalina og La Lonja. Se kort her.
Hvis du ikke vil indløse entreen, er deres gårdmiljø med skulpturer, kunstshop eller restauranten med udsigt til havnen et besøg værd.
Es Baluard har en egen samling på over 700 værker af lokale og internationale kunstnere, men de har også skiftende udstillinger. Om sommeren afholder de tit udendørskoncerter, viser film open-air eller har en pop-up event med DJ, og det er altid så stemningsfuldt at gå rundt i deres gård og svinge en drink en lun aften, mens Palma summer nedenfor.
Besøg Es Baluard.
Museu de Fundación Juan March – Palmas museer er gratis
Museet ligger i en storslået bygning fra 1600-tallet. Du kan ikke undgå at støde ind i den, når du slentrer ned af Sant Miguel, se kort her. Her er ingen undskyldning, for entreen er gratis, og alligevel er det et af Palmas museer, hvor der altid er plads og ro. Her tid til at fordybe sig i deres permanente samling, der bl.a. rummer værker af Picasso, Dalí og Miró.
Du kan også drive rundt på etagerne og studere bygningens marmor. Den lille kunstshop ud til gaden har et fint udvalg af kort, plakater og kunstartikler.
Besøg Juan March.
Fundación Bartolomé March
Palau March er et smukt palæ tæt på Katedralen, se kort her. Samlingen af marmor- og bronzeskulpturer i gården er noget af et studie i materiale og bevægelse, ligesom det er muligt at se Palma fra en lidt anden vinkel derfra.
Indenfor ses historiske landkort, en værdifuld bogsamling og af og til en afholdes klassisk koncert i deres auditorium.
Besøg Bartolomé March.
Museo del Palacio Real de la Almudaina
Det er ikke helt tilfældigt, at det gamle gotiske kongepalæ har sin beliggenhed lige ved siden af Katedralen, se kort her. Dette palæ føres tilbage til det 14. århundrede og fungerede som residens for de kongelige. Før i tiden, da Middelhavet gik ”længere ind i byen”, kunne de royale ankomme hertil i båd.
I gårdhaven er rester af de arabiske bade og indenfor ses vægtæpper, møbler og malerier.
Besøg Palacio Real de la Almudaina.

Caixa Forum Palma
Pompøst beliggende ud til Plaza Weyler i det gamle Gran Hotel finder vi Caixa Forum, se kort her. Bygningens mix af støbejernsbalkoner, facadekakler, søjler og sandsten går op i en højere enhed.
Gran Hotel er fra 1903 og var Palmas første hotel. Det gav startskuddet til turismens indtog, men hotellet blev overhalet af tiden og lukkede i 1975.
Sidenhen blev det restaureret af Fundació la Caixa, og nu fremvises moderne kunst og afholdes koncerter. I stueetagen findes en boghandel og en café. Mange sætter sig på en café overfor og nyder bygningen herfra.
Besøg Caixa Forum.
Museu de Mallorca – Palmas museer er historie
Vil du vide alt om Mallorcas historie? Placeret bag katedralen ligger Museu de Mallorca i et palads fra 1634, som i sig selv er et studie værd, se kort her. Museet rummer flere tusinde genstande lige fra de første bosættere længe før Kristi fødsel til romere, maurere og sidenhen de kristne kongers erobring af øen.
Casal Solleric – det smukke palads på Paseo del Borne
Ved Paseo del Borne ligger kulturcentret Casal Solleric, der er fra anden halvdel af det 18. århundrede og opført i rokokostil i overgangen til nyklassicisme. Bygningen er faktisk en hel attraktion i sig selv med den elegante gårdhave, det buede loft, utallige søjler og en nærmest majestætisk trappe. Bemærk også støbejernsarbejdet i bygningens gelænder og afskærmninger. I 1975 overtog Palma byråd bygningen.
Går du indenfor, vil du opleve et varieret program i løbet af året med kunstværker af både internationale og lokale kunstnere. Her kan du opleve maleri, fotografi, tegneserier, videopræsentationer og installationer.
Casal Solleric har skiftende udstillinger, entreen er gratis.
Besøg Casal Solleric.
Miró Mallorca Fundació – Miró på Mallorca
Lidt uden for Palma i Cala Mayor ligger Miros museum og atelier, se kort her. Sikken et held de nåede at bevare denne oase og ikke fik bygget endnu et højhus her. Haven er fyldt med kaktusser og har en fantastisk udsigt over bugten. Museet viser mange af Mirós værker, og hans atelier står næsten, som han forlod det.
Besøg Miró på Mallorca
Jo, det havde også været værd at nævne Castell Bellver, Katedralens lille museum, de arabiske bade, Museu Diocesá, Marcelo Barcelos 300 m2 udsmykning i Katedralen og skulpturerne i Parc del Mar, men igen, der skal jo også være noget, du selv kan opdage, når du driver rundt i gaderne.
Du kan læse mere om Palma her.
Har artiklen Palmas museer givet dig mod på mere, så kan du her læse mere om storbyen Palma. Vi har også artikler om Palmas seværdigheder, Palmas mange teatre, Palmas markeder og gratis oplevelser i Palma.
Bliv medlem af vores grupper på Facebook: Danskere på Mallorca samt Barer og restauranter på Mallorca.
Fem vigtige spørgsmål om Palmas museer
Hvilke museer bør du besøge i Palma?
Du kan opleve kunst, historie og arkitektur på steder som Es Baluard Museu d’Art Contemporani og Museu de Mallorca.
Hvad kan du opleve på museerne?
Du bevæger dig mellem moderne kunst, historiske genstande, arkæologi og fortællinger om Mallorcas kultur gennem flere århundreder.
Hvor ligger de fleste museer?
Du finder mange museer i Palmas gamle bydel tæt på katedralen, Borne og de historiske kvarterer, hvor du let kan gå mellem oplevelserne.
Er museerne familievenlige?
Du finder flere museer med rolige udstillinger og overskuelige rum, som gør dem velegnede til familier med større børn og unge.
Hvornår er det bedst at besøge Palmas museer?
Du får den mest behagelige oplevelse i formiddagstimerne eller på varme dage, hvor museerne giver et køligt og kulturelt afbræk fra solen og bylivet.
Rejs Til Mallorca foreslår
REJS TIL MALLORCA er et dansk Mallorca-univers skabt af danskere med passion for øen. Vi deler guides, inspiration og praktisk viden om alt fra områder og byer på Mallorca til oplevelser, aktiv ferie, transport, markeder, mad & vin og bolig på Mallorca.
På siden finder du blandt andet guides til rejser til Mallorca, offentlig transport, troværdig biludlejning, lokale markeder, restauranter, vandring, cykling og oplevelser over hele øen. Vi arbejder løbende med temasider og artikler, som hjælper både turister, langtidsbesøgende og danskere med interesse for livet på Mallorca. Lige som vi hele tiden udgiver nyheder om Mallorca.
Vi skriver også om bolig på Mallorca, områder, hverdagsliv og mulighederne for at bo eller investere på øen. Samtidig samarbejder vi med udvalgte loyalitetspartnere, som matcher vores værdier og fokus på kvalitet, troværdighed og langsigtede relationer.
Uanset om du søger inspiration til din næste ferie, aktiv ferie på Mallorca, lokale oplevelser eller praktisk information, er målet at skabe en ærlig og folkelig dansk guide til Mallorca.
Besøg også vores Facebook Gruppe Danskere på Mallorca, som besøges af tæt ved en million mennesker hver måned.





