Her kommer nogle gode råd om vandring på Mallorca. Nogle vandrere er meget garvede og har styr på deres form, udstyr, kort og ruter. Andre er måske lige kommet med på dillen. Uanset hvad er det en god idé at være godt forberedt til din næste vandretur på Mallorca.
Introduktion til at vandre på Mallorca
Mange af de vandrestier, der bliver benyttet på Mallorca, er en del af den såkaldte tørstensrute – GR 221 eller La Ruta de Pedra en Sec. Den befinder sig i den vestlige og bjergrige del af Mallorca, men øen byder på utallige andre ruter.
I morgenduggen, på fugtige dage eller når der er smeltevand om vinteren/foråret kan disse stenstier være glatte – særligt på nedstigninger. Det kan derfor ikke nævnes nok, at gode vandrestøvler eller vandresko, der er gået til, er et must. Det er ikke sjældent, at folk begiver sig ud på en lille vandretur iført uhensigtsmæssigt fodtøj såsom klip-klappere. De er jo på Mallorca.
Men Mallorca er meget andet end hvide, lange strande, landsbyer med vinmarker, storbyen Palma og skønne badebyer. Mallorca er også vild natur, hvor den enkelte har ansvaret for at være forberedt.
Du er måske vant til, at farlige steder er afmærkede eller indhegnede, men det er umuligt, når det fx handler om at vandre i et bjergrigt terræn. Ligeledes kan store mængder nedbør have ødelagt dele af stierne.
Gode vandreruter på Mallorca
Det er jo meget individuelt, hvad den enkelte synes er ideelle vandrestier. Nogle foretrækker bjergene, hvor især områderne omkring appelsindalen i Sóller, kunstnerbyen Deiá og stemningsfulde Valldemossa er populære. Andre vælger Mallorcas naturparker, hvoraf de fleste ligger på den flade del af øen og bl.a. byder på et rigt fugleliv og vild vegetation.
Vi har tidligere skrevet om Pilgrimsruten på Mallorca og dagsturen til Castell d’Alaró, men der findes mange flere vandreruter på Mallorca at vælge imellem.
Gode råd om vandring på Mallorca – forberedelsen
Det anbefales, at du har styr på din fysiske form inden afgang. Træn hjemmefra. Gerne i noget ujævnt terræn. Til nøds kan træning på trapper også bruges. Er du i god form, når du vandrer på Mallorca, har du også et større overskud til at nyde naturoplevelserne.
Et knæ, der ikke er helt i orden, kan blive forværret, når terrænet er ujævnt, ligeledes kan en dårlig fysisk form være skyld i et fald hen imod slutningen af ruten, hvor trætheden sætter ind.
Planlæg ruten nøje hjemmefra. Køb et fysisk kort – som backup, hvis mobilen løber tør for strøm, eller hvis der er dårlig dækning på ruten.
Sørg for at have det rette vandretøj. Alt efter sæsonen kan der være forskel på, om det er varme, kulde, vind eller nedbør, du bør være forberedt på, når du tager på vandreferie på Mallorca. Igen minder vi om, at det er en god idé at have gået vandrestøvler eller vandresko til hjemmefra.
Hav styr på din ulykkesforsikring og rejseforsikring. Læs mere om forsikringer på Mallorca.
Skal du overnatte, når du kommer frem til en given by eller et givent vandrehjem/refugium, er det en god idé at booke i forvejen. Nogle af disse vandrehjem er små og populære, og de bliver hurtigt booket.
Her er en oversigt over nogle af de vandrehjem på Mallorca, der tilbyder overnatning, og her er et link til booking af vandrehjem på Mallorca.
Undersøg sværhedsgraden af en given vandrerute på Mallorca. Undersøg som minimum hvor lang ruten er, i hvilket terræn, du skal vandre, højdemeter og nedstigninger. Der er en verden til forskel på at vandre 10 km i fladt terræn og 10 km i bjergene.
Klima og omskifteligt vejr på Mallorca
På grund af højdeforskelle kan vejret på Mallorca være omskifteligt. Det tilrådes at have lunt tøj med og en regnjakke/regnslag. Vejret er måske varmt ved afgang, men det kan hurtigt blive køligt.
De fleste tager det vise valg at vandre forår eller efterår. Klimaet er som regel perfekt på disse årstider, hvor sommeren derimod kan være for varm, og vinteren ligefrem kan være bidende kold i bjergene, hvor der ofte falder sne.
Læs mere om vejret på Mallorca.
Gode råd om vandring på Mallorca – rygsækken
Skal du vandre med al din oppakning fra overnatningssted til overnatningssted, bør du have trænet med oppakningen hjemmefra. Vandrer du ud fra en given by og hjem igen, behøver din rygsæk nok ikke være så stor, men det er en god idé at have forskelligt i rygsækken:
Som minimum rigeligt vand, mad med højt energiniveau, juice, skiftetøj og førstehjælpsudstyr. Flere og flere bruger også sportsdrikke eller væsker med elektrolytter (salte/mineraler) for at holde væskebalancen stabil på trods af fysisk anstrengelse.
Sørg også for at have en telefon med mobildækning på Mallorca, så du kan tilkalde hjælp i tilfælde af problemer eller en ulykke. Ved akut brug for hjælp på din vandretur på Mallorca ring da 112.
Husk også et kort over området i tilfælde af, at batteriet løber tør, eller der er dårlig mobildækning.
Nogle bruger aldrig vandrestave, men flere og flere vælger at benytte en eller to vandrestave, når de vandrer på Mallorca for en sikkerheds skyld.
Medbring legitimation, såsom sygesikring, rejseforsikring eller andet.
Hvis du vandrer i sommermånederne kan solen være meget stærk, hvilket kan medføre dehydrering. Tag højde for dette ift. væskeindtag, solafskærmning, solcreme etc. Hvert år er der vandrere, der bliver overmandet af heden, og de må reddes af fx helikoptere.
Gode råd om vandring på Mallorca – så er der afgang!
Tag aldrig alene af sted på en vandretur. Fortæl dine medrejsende eller en receptionist på et hotel, at I går en given rute i et givent område. Fortæl også hvornår I forventer at være tilbage. Nogle vælger også at få en guide til at lede an.
Hold pauser undervejs, det handler ikke om at komme først. Så husk at nyde turen, naturen og motionen. Det er jo trods alt også derfor, du er draget af sted.
Sørg for at I følges ad. Giv tid og plads til hinanden og hjælp hinanden. Informér hinanden hvis der opstår træthed eller småskavanker. Møder I nogle, der kommer gående mod jer, så spørg evt. om stiernes beskaffenhed længere fremme, hvis der er mulighed for det.
Gode råd om vandring på Mallorca – imellem turene
Har du kun planlagt én vandretur under dit ophold på Mallorca, kan du jo ligge ved poolen eller tage på stranden dagen efter og restituere dér. Men har du planlagt flere vandreture, ja måske en hel vandreferie, tænk så over, om du skal indlægge en hviledag – måske særligt efter en af de krævende ture.
Det går måske godt i starten af en vandreferie, hvor benene er friske og føles stærke, men al den aktivitet kan hobe sig op i muskler, sener og led, og måske forårsage en overanstrengelsesskade. Ligeledes kan træthed på de sidste vandredage være skyld i et fald. Kend din krop og lyt til den.
Husk at du altid kan komme tilbage på en ny vandreferie og opleve det, du måske ikke nåede i denne omgang. På Mallorca er der altid noget at komme tilbage til!
Topbillede til Gode råd om vandring på Mallorca: Foto © Blkrzyzanek | Dreamstime.com
Rejs Til Mallorca foreslår
Husk at følge Rejs Til Mallorca for at lære mere om den skønne ø og få det bedste ud af din næste rejse til Mallorca. Vi hjælper dig med viden om Mallorca og rejser til Mallorca, offentlig transport, Biludlejning med rabat, lufthavnstransfer, hoteller, strande på Mallorca, byer, Mallorcas kultur, interessante udflugter, Mallorcas byliv og alt andet du skal vide om Mallorca.
Vi beskriver også Mallorcas største feriemål som f.eks. PALMA, SÓLLER og ALCUDIA.
Vi kan også hjælpe dig med en billigere ferie, da vi formidler “dansker rabatter” på Mallorca, – det er et tilbud til dig med fordele til hoteller, billeje, transfer, underholdning og meget mere. Nogle af disse tilbud er f.eks. at få rabat på biludlejning på Mallorca eller fordele og rabatter på Mallorca hoteller.
Læs mere om Rejs Til Mallorca her.
Er du interesseret i at leje en feriebolig, så laver vi også aftaler med udlejere, du kan læse mere om Feriebolig på Mallorca her.
Følg os på sociale medier
Meld dig ind i den store og originale Facebook Gruppe Danskere på Mallorca og tag del i det store Mallorca fællesskab. Følg os også på Instagram.
Du kan også benytte dig af vores fantastiske Facebook gruppe Restauranter og barer på Mallorca, hvor du finder helt unikke anmeldelser.
Du er velkommen til at tage kontakt til Rejs Til Mallorca, hvis du ønsker at samarbejde om projekter på Mallorca.