Denne guide er sidst opdateret den 8. maj 2026 og indeholder de nyeste tips til Petra på Mallorca.
Petra på Mallorca er en lille, malerisk landsby beliggende i den centrale region kendt som Pla de Mallorca. Petra har knap 3.000 indbyggere og er en vidunderlig destination for en ferie for dem, som leder efter et roligt tempo på landet, men værdsætter en god forbindelse til de større byer. Petra er også et godt mål for en dagsudflugt – måske om onsdagen, hvor byens marked sætter gang i gaderne.
Landsbyer på Mallorca
Landsbyerne på Mallorca kan noget helt særligt, de er rolige, autentiske og nogle gange lidt søvnige. Petra ligger på togstrækningen, der også tæller landsbyer som fx vinbyen Binissalem, læderbyen Inca, handelsbyen Manacor og loppemarkedsbyen Consell men også storbyen Palma.
Petra på Mallorca har en hyggelig bymidte, og så er det en fornøjelse at udforske det omkringliggende landskab til fods eller på cykel, og selv om Petra ligger midt ude på landet, så er der faktisk kun 20-25 minutter til havet i Alcúdia-bugten.
Læs med og bliv lidt klogere på Petra på Mallorca. Vi tager et kig på indlogering, spisesteder, kultur, seværdigheder og byens marked.

Marked i Petra på Mallorca
Lad os starte med det sidste – markedsdag i Petra. Som så mange andre landsbyer på Mallorca er der et summende liv på byens centrale torv på den ugentlige markedsdag. Hver onsdag fra 8:00 til 14:00 kan du forsyne dig med lokale råvarer såsom frugt, grønt, sobrasada (lokal pølse), saltede oste samt tørrede frugter og nødder. Ligeledes kan du finde lokalt produceret kunsthåndværk.
Er du til vin? Da bør du prøve vinsmagning hos Bodega Galmes i Ferrer. Et andet forslag kunne være en rundvisning i en attraktiv bodega fra det 19. århundrede – book forud hos Vins Miquel Oliver.
Derudover har byen en cykelbutik, ejendomsmæglere, supermarkeder og apoteker. Modebutikker er der ikke mange af, så er du bidt af shopping, bør du søge til Manacor eller selvfølgelig shopping-mekka i Palma. Læs også mere om Mallorcas markeder og Palmas markeder.
Hoteller i Petra på Mallorca
Hotellet de Ca n’Oms ligger i hjertet af Petra og forener historisk charme med rolige, moderne omgivelser. Du bor blandt gamle stenmure, små gårdrum og en stemning, der passer perfekt til den autentiske side af Mallorca.
Hotellet er et godt udgangspunkt, hvis du vil opleve øens vinområder, landsbyliv og det mere stille Mallorca væk fra kystens travlhed.
Søger du efter fredeligt ophold på landet, tag da et kig på Agroturismo Son Sant Andreu, der ligger ca. 3 km fra Petras centrum. Her er tale om en original mallorcinsk herregård fra det 16. århundrede, og den er komplet med vinkælder og kapel og i det hele taget beliggende i rolige og idylliske omgivelser.
Restauranter i Petra på Mallorca
I Petra vil du møde en blanding af caféer, lokale barer og charmerende restauranter. Som i så mange andre små landsbyer ligger der flere spisesteder omkring byens hyggelige torv.
Can Salom byder på farverige retter lavet med årstidens friske råvarer. Hos C’an Oms er det grillede kød og den vidunderlige have blot to grunde til et besøg. Du kan finde flere spisesteder centralt i Petra omkring Plaza de Ramón Llull.

Historie og kultur i Petra på Mallorca
Petra har en mangfoldig forhistorie, og i kommunen findes flere forhistoriske bosættelser og talaioter. Faktisk er Petra et af de steder på Mallorca, hvor der er fundet flest rester fra forhistorisk tid. Keramik og mønter – fundet i nærliggende huler – går tilbage til romertiden, og under maurernes regeringstid var byen også et vigtigt område. ‘Petra’ betyder noget i retning af sten, og netop sandsten definerer regionens landskab.
Efter den catalanske erobring i 1229 delte kong Jaime den 1. dette område blandt sine mest loyale riddere, og i løbet af det 16. og 17. århundrede var Petra, takket være dets frugtbare arealer, et vigtigt centrum for kornproduktion.
Men Petra er dog nok mest kendt for at være fødested (i år 1713) for franciskanermunken og missionæren Junípero Serra, før han drog til Amerika og mistede sit liv under en mission. Petra har adskillige turistattraktioner relateret til denne historiske figur.
Læs mere om Mallorcas spændende historie.
Seværdighederne i Petra på Mallorca
Santurai de Bonany – klosteret i Petra
Ca. 5 km uden for Petra og beliggende på en bjergtop i over 300 meters højde, finder du klosteret Santuari de Bonany. Foruden at have en panoramaudsigt er klostret også symbolsk for hele det nærliggende område, og gennem århundreder har det været et religiøst rum, hvor bønder kom til for at bede om regn. Det var også her, at Junípero Serra gav sin sidste tale, inden han drog til Amerika, som dog blev rejsen, han aldrig kom hjem fra.

Museum for Junípero Serra
Junípero Serra er nærmest blevet synonym med Petra. Den berømte franciskanske munk og missionær, blev født i dette hus i Petra by. Husmuseet for Junípero Serra udstiller en lang række af Serras personlige genstande, møbler og manuskripter, og det giver et fint indblik i hans liv og fortæller, hvor vigtig en skikkelse han har været for hele området.
Sant Pere kirken i Petra
Petras store sognekirke, Sant Pere, tårner sig højt over byens tage med sin gotiske stil og renæssance-kontraster. Kirkens størrelse fortæller os, at Petra var et velhavende område med en stor og dedikeret menighed. Det var også her i sognekirken, at Junípero Serra blev døbt.

Sant Bernadí klosteret i hjertet af Petra
I hjertet af Petra finder du det gamle franciskanske kloster – Sant Bernadí. Klosteret er fra begyndelsen af det 17. århundrede, og det var i dette kloster, at Junípero Serra havde sit daglige virke, ligesom det var her, at han svor evig troskab til den franciskanske orden. Ved siden af klostret står et monument til ære for Junípero Serra. Monumentet består af fire malerier, der hver især afbilleder en vigtig epoke i hans liv.
Vandring og cykling i Petra på Mallorca
Hvis du elsker gamle døre, vil en gåtur gennem byen give masser af sanseindtryk, byen er ikke så stor, det handler egentlig bare om at gå på eventyr i gaderne.
Der er også en god vandretur på 2-timer (som rundtur) til Santurai de Bonany klosteret beliggende på toppen af Puig de Bonany.
Når det handler om cykling i området, så giver de naturskønne landeveje god mulighed for at suse igennem landskabet og lære de tilstødende landsbyer at kende uden besværet med for meget trafik.
Spørgsmål og svar om Petra på Mallorca
Hvor ligger Petra?
Du finder Petra midt på Mallorca omgivet af åbne marker, vinlandskab og en mere rolig, traditionel del af øen.
Hvad er Petra kendt for?
Du oplever en autentisk mallorcinsk by, som især er kendt som fødebyen for munken og missionæren Junípero Serra.
Hvad kan du opleve i Petra?
Du kan besøge Museu de Juníper Serra, gå gennem de stille gader eller nyde lokale caféer og restauranter omkring byens torv.
Er Petra familievenlig?
Du finder en rolig og overskuelig by med lokal stemning og begrænset trafik. Det gør Petra velegnet til familier, der ønsker en mere autentisk oplevelse væk fra de store ferieområder.
Hvornår er det bedst at besøge Petra?
Du oplever byen bedst i forår og efterår, hvor temperaturen er behagelig, og landskabet omkring byen står grønt og levende.
Topbillede til artiklen Petra på Mallorca: Foto © Marieke Van Der Horst | Dreamstime.com
Rejs Til Mallorca foreslår
REJS TIL MALLORCA er et dansk Mallorca-univers skabt af danskere med passion for øen. Vi deler guides, inspiration og praktisk viden om alt fra områder og byer på Mallorca til oplevelser, aktiv ferie, transport, markeder, mad & vin og bolig på Mallorca.
På siden finder du blandt andet guides til rejser til Mallorca, offentlig transport, troværdig biludlejning, lokale markeder, restauranter, vandring, cykling og oplevelser over hele øen. Vi arbejder løbende med temasider og artikler, som hjælper både turister, langtidsbesøgende og danskere med interesse for livet på Mallorca. Lige som vi hele tiden udgiver nyheder om Mallorca.
Vi skriver også om bolig på Mallorca, områder, hverdagsliv og mulighederne for at bo eller investere på øen. Samtidig samarbejder vi med udvalgte loyalitetspartnere, som matcher vores værdier og fokus på kvalitet, troværdighed og langsigtede relationer.
Uanset om du søger inspiration til din næste ferie, aktiv ferie på Mallorca, lokale oplevelser eller praktisk information, er målet at skabe en ærlig og folkelig dansk guide til Mallorca.
Besøg også vores Facebook Gruppe Danskere på Mallorca, som besøges af tæt ved en million mennesker hver måned.





