OmråderPalmaTravløb på Mallorca

Travløb på Mallorca

- Partner Reklame-
Oplev Mallorca - Find din næste oplevelse

Denne guide er sidst opdateret den 5. maj 2026 og indeholder de nyeste tips til travløb på Mallorca.

Er du med vild væddeløbsheste eller blot nysgerrig efter at vide mere om travløb på Mallorca, så har travekspert Allan Loft besøgt travbanen i Palma. Allan er tidligere formand for “Foreningen af Trav- og Galopjournalister i Danmark” og har i årtier skrevet til diverse medier om travløb.

Foruden at skrive om travløb på Mallorca så vil Allan også dele ud af sin viden om danskerrelationerne til travsport på ferieøen i denne artikel som gæsteskribent.

Travsport er en livsstil for de lokale balearer

På Mallorca er der hele to travbaner at besøge. Faktisk er der travbaner på alle de tre store baleariskes øer – Mallorca, Menorca og Ibiza.

Hvis vi ser på hele Spanien, så fylder en sportsgren som travsport ikke det store. Kigger vi alene på De Beleariske Øer – Mallorca, Ibiza og Menorca, så er travsporten dog anderledes dominerende. Her er der virkelig en stor vitalitet i travsporten, som er en livsstil for de lokale beboere og en attraktion for de mange turister, der gæster øerne.

Travløb i Palma på Hipodróme de Son Pardo - rejstilmallorca.dk - din Mallorcaguide
Løbsbladet studeres nøje, inden travløbet går i gang på Hipodróme de Son Pardo i Palma. Måske er det en undertippet hest, der skal spilles som vinder? Foto: rejstilmallorca.dk

Travløb på Mallorca – her foregår det

På Mallorca findes hele to baner: Hipodróme de Son Pardo beliggende 3,5 km udenfor centrum af Palma, og Hipodróme de Manacor beliggende i Manacor. Da vi var forbi, var der gratis entre. Overvejer du at overvære travløb på Mallorca, bør du først besøge den fælles hjemmeside for travbanerne og læse om, hvornår der er travløb på Mallorca.

Det er Mallorcas lokale regering – Consell de Mallorca, der i forening med de spanske travsportsorganisationer l’Esport Hípic og Federació Balear de Trote driver og dermed sikrer travsporten på ferieøen. På Mallorca findes over 700 følhopper. Der fødes cirka 400 føl om året, og der befinder sig i alt 1200 aktive travere, der deltager i væddeløbene på de to baner.

Travløb i Palma og “Gran Premi Nacional”

Med plads til op imod 12.000 tilskuere er San Pardo-banen i Palma den uofficielle hovedbane for De Beleariske Øer. Her afvikles Spaniens største travløb: Gran Premi Nacional , som i 2023 blev afviklet for 90. gang.

Gran Premi Nacional blev afviklet første gang i 1934 og er blevet kørt hvert år siden. I de senere år har den samlede præmiesum været på 100.000 Euro, hvoraf vinderen tildeles de 46.000 Euro.

I 2023 modtog vinderen oveni pengepræmien et originalt værk af billedhuggeren Miguel Sarasate (f. 1952). Miguel Sarasate har levet mange år på Mallorca, hvor mange af hans skulpturer er opsat rundt omkring. Værket blev ved den lejlighed overrakt den vindende hests ejer af minister for turisme og sport, Andreu Serra, som udtrykte:

”Søndagen med ‘Gran Premi’ er en af de vigtigste dage for alle hesteinteresserede på De Belariske Øer, da travsport for belararerne er mere end en sport. Det er en livsstil”.

Gran Premi Nacional er et løb forbeholdt de bedste 3-årige spanskfødte travheste og er i prestige at sammenligne med f.eks. de skandinaviske derby-løb og kaldes ofte også for ”Det Spanske Derby”.

Travsport på Mallorca - travsport i Palma - rejstilmallorca.dk - din Mallorcaguide
Fra logen er der direkte kig til løbsbanen. Mon kuponen går hjem denne gang? Travløb på Mallorca er et tilløbsstykke både for de lokale og turister. Foto: rejstilmallorca.dk

Historien om travløb på Mallorca

Allerede i 1903 blev de første travløb på Mallorca organiseret på en interimistisk bane. I 1908 stod den første bane klar. I 1917 blev Societat Hipica de Mallorca stiftet. Denne organisation var ikke kun centralforbund for travsport, men inkluderede også andre hestesportsgrene.

Med stiftelsen af forbundet fulgte også etableringen af en ny bane, Bons Aires. Det var en 500 meter bane, som ret hurtigt derefter blev udvidet til 800 meter i omkreds. I 1934 afviklede man Gran Premi Nacional for første gang, og det løb har lige siden årligt været kørt den tredje søndag i maj.

I 80’erne truedes balearisk travsport af nedgang og konkurs, men ved indtræden af den lokale regering er det lykkedes af bevare og sågar højne travsporten til gavn og glæde for øens befolkning såvel som dens turister.

Danskerrelationer til travløb på Mallorca

Gennem tiderne har en hel del danske travheste entret banerne på Mallorca, idet mallorcinerne ofte har valgt at opkøbe danske startklare heste. Engang i slutningen af det forrige århundrede var der en levende trafik af danske travheste til Mallorca. En gennemgang af vinderlisten i Gran Premi Nacional afslører da også danske afstamninger hos de sejrende heste.

Kun 5 gange er det lykkedes en udenlandsk kusk at vinde løbet. Deriblandt to danskere, Jens Ipsen og Olaf Wager. Jens Ipsen har faktisk vundet løbet tre gange (1973, 1986, 1987), mens Olaf Wager har gjort det én gang i 1968.

Jens Ipsen var bornholmer af fødsel, og han var egentlig også bornholmer med stort B. Han var en overgang en markant travtræner på Lunden og Amager, inden han i 1971 nedsatte sig som travtræner på Mallorca.

Oluf Wager var en overgang træner på Fyens Væddeløbsbane, inden han rykkede til Mallorca.

Også den danske rejse-entreprenør Jan Tunow, der blandt mange færdigheder også evnede at køre travløb, har haft en tid ved San Pardo–banen, hvor han drev sin privatstald. Faktisk var det den allerede dengang på Mallorca bosiddende Jan Tunow, der anbefalede Jens Ipsen at nedsætte sig på Mallorca.

Du kan læse mere om Jens Ipsen på hjemmesiden travsportshistorie. Artiklen byder på mere end kun lige hard core travsport.

I halvfjerdserne turnerede den danske amatørtræner fra Vendsyssel Jens Chr. Bligaard Danmark og Tyskland tyndt med sin hurtigklassetraver Osiris Salar, og efter æraen med denne hæderkronede travhest slog han sig i årene fra 1990 til 2004 ned som travtræner på Mallorca.

Bligaard drev en stor stald på 40-50 heste. Ved siden af denne beskæftigelse drev han i udkanten af Palma i nogle år en natklub, han havde erhvervet fra nogle sigøjnervenner, som ikke kunne få den til at løbe rundt. For Jens Chr. Bligaard blev natklubben derimod en strygende succes.

Du kan du læse om vendelbo-mallorcineren Jens Chr. Bligaard på travsportshistorie.


Der skal lyde en stor og hjertelig tak til Allan Loft for at bidrage med sin viden om travløb på Mallorca samt for at have besøgt travbanen i Palma.

Læs mere om storbyen Palma.


Fem vigtige spørgsmål om travløb på Mallorca

Hvor kan du opleve travløb på Mallorca?
Du besøger typisk Hipòdrom Son Pardo i Palma eller banerne i øens mindre byer, hvor travsport stadig er en levende tradition.

Hvad gør travløb på Mallorca særligt?
Du oplever en lokal sport med dybe rødder på øen, hvor stemningen er mere nærværende og afslappet end ved store internationale løb.

Hvornår afholdes der travløb?
Du finder løb året rundt, ofte i weekender og aftentimer. Sommeraftenerne skaber en særlig atmosfære med lys, varme og summende tribuner.

Er travløb familievenligt?
Du kan sagtens tage familien med. Mange løbsdage har en rolig stemning, hvor børn kan opleve heste, fart og spænding på tæt hold.

Hvad kan du opleve ud over selve løbet?
Du mærker den lokale kultur omkring sporten med små caféområder, samtaler mellem stamgæster og en tradition, som stadig fylder i mallorcinsk hverdagsliv.

Foto til artiklen Travløb på Mallorca: rejstilmallorca.dk


Rejs Til Mallorca foreslår

REJS TIL MALLORCA er et dansk Mallorca-univers skabt af danskere med passion for øen. Vi deler guides, inspiration og praktisk viden om alt fra områder og byer på Mallorca til oplevelser, aktiv ferie, transport, markeder, mad & vin og bolig på Mallorca.

På siden finder du blandt andet guides til rejser til Mallorca, offentlig transport, troværdig biludlejning, lokale markeder, restauranter, vandring, cykling og oplevelser over hele øen. Vi arbejder løbende med temasider og artikler, som hjælper både turister, langtidsbesøgende og danskere med interesse for livet på Mallorca. Lige som vi hele tiden udgiver nyheder om Mallorca.

Vi skriver også om bolig på Mallorca, områder, hverdagsliv og mulighederne for at bo eller investere på øen. Samtidig samarbejder vi med udvalgte loyalitetspartnere, som matcher vores værdier og fokus på kvalitet, troværdighed og langsigtede relationer.

Uanset om du søger inspiration til din næste ferie, aktiv ferie på Mallorca, lokale oplevelser eller praktisk information, er målet at skabe en ærlig og folkelig dansk guide til Mallorca.

Besøg også vores Facebook Gruppe Danskere på Mallorca, som besøges af tæt ved en million mennesker hver måned.

-Partner Reklame-
Oplev Mallorca - Find din næste oplevelse
Stinus Olesen
Stinus Olesenhttps://stinusolesen.com/
Stinus Olesen - forfatter til rejseartikler om Mallorca - boligejer i Palma siden 2009. Han skriver bl.a. om Mallorcas kultur og natur, vandring på Mallorca, Palmas byliv samt Mallorcas mad og vin. Admin. i Facebookgruppen "Danskere på Mallorca", Forfatter til diverse samtidsromaner.

Partnere & Hjælp

Loyalitets Partnere på Mallorca
Transfers Palma Lufthavn
Partner Reklame
Lej en bil på Mallorca
Partner Reklame
Find din oplevelse på Mallorca

Vejret på Mallorca

Palma de Mallorca
scattered clouds
33.9 ° C
34 °
32 °
30%
5m/s
31%
fre
34 °
lør
35 °
søn
36 °
man
33 °
tirs
33 °